En produktiv eftermiddag og aften i køkkenet

april 24, 2012

Opskrifter

Aftenens menu stod på helstegt kylling med friske krydderurter, perlebyg med skvalderkål (en af de få ting vi kan høste i haven lige nu 🙂 ), brød og en spinatsalat! Mmm…  Og når nu ovnen alligevel skal tændes, så kan man lige så godt få brugt den til en hel masse! Så aftenen har også budt på bagning af rugbrød og frokostbrød til madpakkesandwich! Der er i mine øjne også “selvforsyning” at være energieffektiv – og så er det dejligt at have masser af hjemmelavet brød! Det blev så dejlig en aften(både med lækker mad, hygge og energieffektivitet!), så det ville jeg lige dele.

Aftensmaden

Kyllingen

En hel kylling blev skyllet og fyldt med rosmarin, hvidløg, salt og et par tomater. Skindet smurt med rapsolie og krydret med salt og peber og så en tur i ovnen ved 180 grader i 1 god times tid! Og straks spreder duften sig i køkkenet! Resterne af kyllingen kan passende bruges til en kyllingesalat eller til aftensmaden dagen efter.

 

Perlebyg med skvalderkål

En gryde med lidt rapsolie varmes op og perlebyggen sauteres et par minutter heri(uden at få farve). Der tilsættes vand og lidt salt og byggen koger i ca. 20 min. Derefter hviler det hele på kogepladen i 5 minutter hvorefter vandet sies fra. En god håndfuld skvalderkål hakkes fint og blandes sammen med byggen – der smages til med æbleeddike, salt og peber og det er klar til servering! Nemt og lækkert

Salat med spinatblade

En lille håndfuld champignoner ristes på en pande. Spinatblade skyldes og stilkene plukkes fra. Spinat champignoner, cherrytomater skåret i halve og hvad man ellers lige har lyst til blandes sammen og der pyntes med en god håndfuld pinjekerner ristet hurtigt på en tør pande.

En god dressing kan laves af lidt honing, æbleeddike, rapsolie, salt og peber.

Rugbrøddet

Vi har brugt en hel del tid på at eksperimentere os frem til en god opskrift på rugbrød – det her er den opskrift vi endte ud med(omend vi da gerne tager imod forslag til forbedringer). Det giver et godt solidt rugbrød, der stadig er lidt luftigt.

Dag 1:
500 g hvedemel
160 g rugmel
1 øl (33cl)
6½ dl vand
2 spsk salt
1 portion surdej
500-700 g kerner(knækkede hvedekerner, rugkerner, solsikkekerner, græskarkerner etc)

Det hele røres godt sammen og hæver til næste dag

Dag 2:
3,5 dl vand
670 g rugmel

Vand og rugmel røres sammen med dejen fra dagen før.

Dejen hældes i to forme smurt med lidt olie. Husk at tage en portion surdej fra til næste omgang rugbrød.

Rugbrødene hæver i formene i 4 timer.
Bages ved 180 grader i 2 – 2½ time.

Rugbrødene tages ud af formene og pakkes ind i et viskestykke mens de køler – for at gøre skorpen blødere.

Madbrød

Madbrødene er lavet lidt på slump af vand, gær, olie, salt, lidt sukker, grahamsmel og sigtemel. Æltet godt sammen og blandet med en håndfuld soltørrede tomater. Hæver 30 min, formet til små brød og hæver 1-2 timer på pladen og så i ovnen til de er færdige.

Det bliver nogle gode solide brød med masser af smag! Hvis man vil have lidt mere luftige brød kan man med fordel blande noget hvedemel i dejen.

Karrysalat

Og så blev det også lige til en hjemmelavet karrysalat til den hjemmelavede rullepølse og madbollerne! Karry, creme fraiche, mayonaise, hårdkogte æg, lidt hakket løg, lidt syltede agurker og æblestykker. Mums!

Karrysalat

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)
, , , ,

Ingen kommentarer endnu.

Efterlad et svar

Subscribe without commenting